Referat af nabomøde den 24. april 2023
Godt 70 naboer og andre interesserede deltog mandag aften i et nabomøde om Stejlepladsen på Scandic Sluseholmen. Det var Ejendomsselskabet Stejlepladsen, der var vært ved mødet, hvor den nye tidsplan for det kommende byggeri blev gennemgået, og de fremmødte fik en kort præsentation af både den kommende daginstitution, som Københavns Kommune vil opføre på Bådehavnsgade, og de trafikale regulering, som ejendomsselskabet er blevet pålagt at udføre i forbindelse med opførelsen af det nye boligkvarter.
Lidt over 70 fremmødte naboer og andre interessenter var mandag samlet i Scandic Sluseholmens lokaler, hvor det fjerde nabomøde om det kommende boligbyggeri på Stejlepladsen fandt sted.
Kort efter klokken 17.00 kunne aftenens ordstyrer, Sune Wæsel, byde velkommen til, hvorefter Jesper Schultz, der er direktør for Ejendomsselskabet Stejlepladsen, gennemgik den opdaterede tidsplan for projektet.
Efter en mindre udsættelse af projektet, er den entreprenør, der skal byggemodne området, nemlig klar til at gå i gang med arbejdet allerede i den kommende uge, hvor byggemodningen af etape 1 sættes i gang. Samtidig bliver der også etableret et byggepladsområde på den bagerste del af området ned mod Sejlklubvej.
Når byggemodningen af etape 1 er færdig, fortsætter arbejdet på de godt 7000 kvadratmeter, der ligger ud mod vandet. I løbet af efteråret og vinteren 2023 vil der blive fjernet forurenet jord fra først stykket ud mod Fiskerhavnen og dernæst Nordstranden, og derefter bliver området reetableret med beplantning og træer, så det kan genåbnes i juni 2024.
Først når den grønne kant ud mod vandet igen kan bruges til rekreativt ophold, vil man sætte byggepladshegn op omkring den resterende del af Stejlepladsen, så arbejdet med jordregulering, fjernelse af forurenet jord, kloaktilslutning med videre kan fortsætte der.
”På den måde vil der hele tiden være et område tilbage, hvor børnene kan lege eller man kan lufte sin hund,” forklarede Jesper Schultz.
Selve byggeriet forventes at gå i gang i foråret 2024, og også her er det området ud mod Bådehavnsgade (etape 1), der bebygges først.
Se slides om den foreløbige tidsplan her
Jesper Schultz sidder til daglig på projektkontoret på Bådehavnsgade 42.
”Kontoret er på første sal, og min dør er altid åben, så man er velkommen til at kigge forbi,” fastslog han.
Ny daginstitution forventes færdig i 2026
Mødets anden oplægsholder var Mette Rylander, der er projektleder i Københavns Kommune. Hun kunne give et indblik i de første tanker, der er er blevet gjort om den nye daginstitution, der skal opføre på Bådehavnsgade.
”Da kommunens budget for 2023 blev vedtaget, blev det besluttet at institutionen skal have plads til otte børnegrupper, hvilket svarer til ca. 130 -140 børn. Tanken er, at der skal være fire vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper,” fortalte Mette Rylander, der også kunne løfte sløret for det første skitser af den kommende institution.
”Tegningerne er ikke færdige endnu, men tanken er, at der skal opføres en institution i to og tre etager, med legeplads i terræn og på taget af 2. sal,” forklarede hun.
Facaderne forventes primært opføres i træ, men det er endnu ikke besluttet, hvilke træsorter, der skal anvendes. Til gengæld ligger det fast, at der rundt om legepladsen på 2. sal skal være en støjskærm, der formentlig skal laves i glas eller andet gennemsigtigt materiale, mens legepladsen i terræn skal være åben for områdets børn uden for institutionens åbningstider.
De første skitser af institutionen viste desuden, at et teknikrum er placeret ovenpå den øverste etage. Og det bemærkede nogle af de fremmødte naboer, der især var bekymrede for, om det ville have betydning for skyggeberegningerne.
Hvorvidt teknikken kunne rykkes mod syd, vil Mette Rylander undersøge nærmere, og Københavns Kommune fortsætter dialogen med de relevante naboer.
Daginstitutionen forventes opført i 2024 og 2025, mens den formentlig kan åbne for børn og medarbejdere i løbet af 2026.
Se slides om den kommende daginstitution her
Længere svingbane på Sjællandsbroen og ny lysregulering ved Fragtvej
Tredje og sidste emne på nabomødets dagsorden var de trafikale tilpasninger, som Ejendomsselskabet Stejlepladsen er blevet pålagt at udføre i forbindelse med byggeriet. Det var bygherrerådgiver Hans Henrik Linde fra Nordic Office of Architecture, der havde påtaget sig opgaven med at informere de fremmødte om, hvilke trafikale tilpasninger, der kommer til at finde sted i de kommende år.
”Det drejer sig først og fremmest om, at venstresvingsbanen på Sjællandsbroen bliver gjort betydeligt længere, så trafikken fortsat kan glide fra Amager ind mod København, og så skal der etableres en lysregulering ved Fragtvej, så fodgængere og cyklister fortsat kan færdes sikkert i området,” forklarede Hans Henrik Linde.
Naboerne efterspurgte desuden en venstrepil i lyskrydset på Sjællandsbroen samt en mere omfattende plan for, hvordan trafikken kommer til at glide i området, når det nye boligområde står færdigt, men den del af planlægningen ligger ved Københavns Kommune.
”Vi kan ikke påtage os ansvaret for hele vejnettet i området. Dygtige folk i Københavns Kommune har vurderet, hvad vi er forpligtiget til at gøre, og det efterkommer vi. Men hvad der derudover skal ske, er op til kommunens vejmyndighed,” sagde Hans Henrik Linde, der dog gerne ville hjælpe med at bringe problematikkerne videre til de rette personer ved Københavns Kommune.