Glædelig jul fra bylivsudvikleren
Glædelig jul
Året er ved at nå sin afslutning, og her på Stejlepladsen har vi benyttet lejligheden til både at se lidt tilbage og frem mod det nye år, der venter forude, de sidste par fredage.
Vi håber, I har fået et lille indblik i arbejdet på Stejlepladsen, og at I får en dejlig jul og et godt nytår.
Vi slutter af med det tredje og sidste miniportræt, som denne gang er af bylivsudvikleren, Cecilie Tarras Madsen.
Hvem er du?
Mit navn er Cecilie Tarras Madsen og jeg er uddannet cand.soc fra Roskilde Universitet, hvor jeg læste Plan, by og proces. Jeg skrev speciale i 2016-17 om netop Sydhavnen. Den gamle del vs. Den nye del. Så jeg er meget glad for nu, at arbejde med Sydhavnen professionelt.
Jeg har tidligere arbejdet hos en bygherre og på tegnestue, så jeg kender til mange af byggeriets facetter. Jeg har altid haft fokus på borgerinddragelse og opbygning af naboskaber, så det tager jeg med i dette projekt.
I min fritid laver jeg gerne en masse sport og mange kreative sysler – så det glæder jeg mig til at juleferien også skal indeholde lidt af.
Hvordan har 2023 været set fra din stol?
Jeg blev tilknyttet Stejlepladsen i slutningen af august 2023 og har brugt tiden på at lære projektet og naboerne at kende og forberede for en masse tiltag til det nye år, hvilket har været rigtig spændende.
Sydhavnen er et område og en bydel, jeg er meget interesseret i og betaget af områdets unikke charme og karakter.
I den tid, hvor jeg har arbejdet med Stejlepladsen, har jeg lært meget om alt det, der går forud for selve byggeriet, bl.a. i forhold til byggemodningen og det har været spændende at få et indblik i.
Hvordan skal du fejre jul?
Jeg skal fejre jul med mine forældre, fire brødre, niece og svigerinde. Så det skal nok blive et dejligt julekaos, inden jeg skal til Jylland og fejre min kommende mands fødselsdag.
Hvad glæder du dig mest til i det nye år?
En af mine primære opgaver, er at lære naboerne, brugerne af Fiskerhavnen og andre, der færdes i området, bedre at kende. Jeg skal fortsat gøre mit bedste for at informere om arbejdet, besvare spørgsmål og involvere de interesserede i det omfang, det er muligt, og det glæder jeg mig til at gøre meget mere af i 2024.
Derudover glæder jeg mig til at komme ud med nogle flere historier og viden om projektet og dets mange spændende valg og de tiltag, der gør det til et unikt projekt, set med byplanlæggerens øjne. Derudover glæder jeg mig til at lancere en hjemmeside og Stejlepladsens nye visuelle identitet.
Mit fokus kommer til at være på storytelling, placemaking, inddragelse og opbygning af fællesskaber, men også bæredygtighedskrav og markedsføring. Ligesom at mange potentielle partnerskaber skal dannes, så vi kan skabe de bedste midlertidige aktiviteter og events i det nye år. Så jeg kommer til at have mange kasketter på, hvilket jeg glæder mig til.
Med venlig hilsen og ønsket om en glædelig december og en rigtig god jul
Ejendomsselskabet Stejlepladsen