Nye miljø- og geotekniske undersøgelser på Stejlepladsen

Fra i dag onsdag den 24. november udføres der supplerende miljø- og geotekniske undersøgelser på Stejlepladsen. I alt bliver der foretaget 32 boringer i området. Arbejdet forventes at være afsluttet inden den 22. december.

I løbet af de kommende 3 til 4 uger vil der blive foretaget supplerende miljø- og geotekniske undersøgelser på Stejlepladsen.

I alt vil der blive lavet 32 boringer i området, hvorfra der udtages både jord- og vandprøver. Boringerne er et supplement til tidligere undersøgelser, som er gennemført på Stejlepladsen tidligere på året, og undersøgelserne skal indgå i den videre planlægning af Stejlepladsens nye boligområde, hvor jordforureningen skal kortlægges grundigt, før der søges om byggetilladelse.

Undersøgelserne er anmeldt til Københavns Kommune, og det er medarbejdere fra rådgivningsvirksomheden MOE, der udfører selve boringerne.

Der vil blive udført boringer på grundene Bådehavnsgade 59 og 57 og på det grønne areal.

Under borearbejdet vil Moe tage mest muligt hensyn til naturen, ligesom det fortsat er muligt at gå og opholde sig på og omkring Stejlepladsen under hele arbejdsperioden, hvis bare man holder god afstand til boregrejet.

Eventuelle spørgsmål om undersøgelserne kan rettes til info@stejlepladskvarteret.dk, så vil vi bestræbe os på at svare hurtigst muligt.