Samarbejde med graffitimalere skal forvandle kedeligt byggepladshegn til kunst
Allerede i weekenden den 30. og 31. oktober vil de første graffitimalere gå i gang med at forvandle byggepladshegnet langs Bådehavnsgade 57-59 til et dekorativt og farvestrålende kunstværk.
Lige nu er byggepladshegnet langs Bådehavnsgade 57-59 ikke særligt spændende at se på. De rå træplader er sparsomt dekoreret med enkelte kruseduller, og udtrykket er hverken kunstnerisk eller farvestrålende. Men det bliver der lavet om på nu.
Allerede i weekenden begynder en flok dygtige graffitikunstnere nemlig at sætte deres præg på de næsten 300 meter byggepladshegn, og alle, der har lyst til at kigge med, er velkomne til at lægge vejen forbi, fortæller Jacob Wolthers, der er tovholder på projektet og en del af det københavnske graffitimiljø.
Graffiti på den gode måde
Ifølge Jacob Wolthers vil op mod en snes graffitimalere deltage i udsmykningen af hegnet allerede denne weekend – og senere vil flere komme til.
- Vores mål er at vise graffitien fra den gode side. Det er nogle virkeligt dygtige kunstnere, der kommer med derud – og alle er velkomne til at kigge med eller stille spørgsmål, fortæller han.
Graffitimalerne har endnu kun set hegnet på billeder, men de glæder sig til at sætte deres præg på det store lærred, der åbner masser af muligheder for kunstneriske udfoldelser.
- Jeg kan i hvert fald love, at hegnet bliver noget mere interessant og farverigt at se på, når først vi kommer i gang, lyder det fra Jacob Wolthers.
Øvevæg med plads til alle
I første omgang bliver det kun de graffitikunstnere, Jacob Wolthers udvælger, der får adgang til at udsmykke hegnet, men senere vil der blive oprettet en øvevæg på stykket ud mod Sejlklubvej, hvor alle kan få lov at male.
Yderligere informationer om øvevæggen følger i løbet af de kommende uger.