Region Hovedstaden udfører prøveboringer på Sydhavnstippen

Ejendomsselskabet Stejlepladsen har i den seneste tid fået en del spørgsmål om de prøveboringer, der bliver udført på Sydhavnstippen i denne måned. Boringerne foretages af Region Hovedstaden, der er ved at undersøge om forureningen på grund udgør en risiko for vandkvaliteten i Kalveboderne.

I løbet af 2021 og 2022 udfører Region Hovedstaden i alt 100 undersøgelser, der har til formål at afklare, om  kendte forureninger påvirker sårbare vandmiljøer. En af undersøgelserne foregår på Sydhavnstippen, hvor man er ved at undersøge, om forureningen på grunden har spredt sig til grundvandet, så det kan få negative konsekvenser for vandmiljøet i Kalveboderne.

Hvis man har yderligere spørgsmål om prøveboringerne i området, kan man kontakte Region Hovedstaden på telefonnummer 38 66 50 00.